Givenchy på Avenue Montaigne

Netop hjemvendt fra Paris hvor jeg bl.a. kiggede forbi Joseph Dirand seneste projekt på Avenue Montaigne, hvor han har flere butiksindretninger på samvittigheden. Projektet er resultatet af et tæt samarbejde mellem Joseph Dirand og Givenchys kreative direktør, Riccardo Tisci.

I forhold til mange andre projektet af Joseph Dirand, har han her valgt at lade stedets eksisterende rustikke lofter blive og give dem en dominerende og vigtig rolle i projektet. Loftet stammer fra den bagerforretning, der oprindelig lå i stueetagen helt frem til 1980-erne og for de to kreative skabere, må opdagelsen af loftet have været et sandt scoop. Det stramme klassiske og velkendte monokrome Dirand-interiør får smukt modspil i det rå loft. Når man fokuserer på det øvrige interiør, opdager man hvordan kontrasterne dyrkes i samtlige overflader. Breccia Verde Carrara-marmoren på gulvet møder det polerede stål, den gyldne messing og den sorte lak med forskellige glanstrin på inventaret. Samtidig møder de massive egetræsparketgulve den grå vulkanske sten, Ceppo på væggene som suppleres med paneler af kraftig grå filt. En raffineret detalje ses i mødet mellem væggene og det originale loft. Her er der monteret en spejlbort på væggenes øverste del, der får loftet til at virke uendeligt og svævende.  

Interiøret har en meget høj finish og detaljeringsgrad, og det virkede som om personalet var meget tilfredse med deres nye opgivelser. Som kunde oplever man en spændende sekvens af velproportionerede rumligheder med varierende materialer og med gode displaymuligheder af Givenchys produkter. Et yderst vellykket projekt fra Dirand & Tisci.

The-Architects-Choice-Givenchy-Paris-Joseph-Dirand-02.jpg

Foto © Givenchy