Conditori La Glace

Jeg har i juletiden flere gange lagt vejen forbi La Glace for at se resultatet af mit arbejde med at renovere og udvide konditoriet, inde som ude. Jeg nyder at se travlheden, ligesom køerne vidner om, at kunderne fortsat holder af stedet og dets produkter. Selvfølgelig er æstetik og arkitektur i højsædet, når jeg påtager mig en opgave, men man må også holde sig for øje, at ikke kun bygherren skal være tilfreds, det skal kunderne også. Ofte renoverer og ombygger man jo for at videreudvikle sin eksisterende forretning, og derfor er det også vigtigt, at resultatet af arbejdet giver gode kundeoplevelser. For mig er det hele essensen af design- og renoveringsprojektet, som vi startede på i begyndelsen af 2015 og afsluttede til La Glace’s 145 års jubilæum den 8. oktober.

Det var med en vis ærefrygt, at jeg påtog mig opgaven med at redesigne, udvide og renovere københavnerklenodiet La Glace. Når man går i gang med sådan en opgave, er det helt afgørende, at sommerfuglestøvet, der giver sådan et sted sin magi, ikke forsvinder.  Derfor startede projektet også med en grundig undersøgelse af stedets historie, kortlægning af den særlige ånd på stedet samt kravene til nye funktioner. Sammen med bygherre, dykkede vi ned i de gamle arkiver og fandt inspirerende tegninger og gamle fotografier fra konditoriets historie. La Glace har løbende bygget om og tilpasset sig arkitektoniske stilarter alt efter tiden og dens mode. Det klassicistiske interiør fra slutningen af 1800-tallet er den periode, man i dag forbinder med det klassiske La Glace, og derfor tog vi udgangspunkt i den del af La Glace, da vi skulle designe det nye. Stilen er blevet rendyrket, og detaljer og ornamentik fra det gamle interiør er videreført i de nye afdelinger. En ting er interiøret, en anden vigtig udfordring var disponeringen af de nye kvadratmeter på den mest hensigtsmæssige måde, for at sikre høj funktionalitet og arkitektonisk kvalitet i de nye rumligheder. Analyser af personalets arbejdsgange og kundernes flow, dannede grundlag for planløsningen, som fungerer optimalt i de kompakte rammer.

Resultatet kommer både personale og gæster til gode. Medarbejderne har fået bedre arbejdsforhold, da der er kommet mere plads mellem bordene, og gæsterne kan derfor serviceres bedre. Gennembrydningerne i etageadskillelsen har bundet de to etager sammen på en måde, så der både er skabt spændende rumlige kvaliteter og interaktion mellem funktionerne på de enkelte etager. Duften af nybagte vaniljekranse kan sammen med liflig snak sprede sig i hele konditoriet, og skabe en stemning, som man kun finder i La Glace.  

Foto © Conditori La Glace